Salgs- og projektingeniør
Jeg synes, at det er spændende at være en del af den udvikling, som Alusteel gennemgår i disse år. Jeg er i høj grad selv med til at præge virksomhedens fremtid. Jeg tror, at jeg taler på alle medarbejderes vegne – og i hvert fald på egen – når jeg siger, at vi alle nyder en stor selvstændighed i jobbet. Det gælder både medarbejdere i produktionen og hos os på kontoret.
Det meste af min dag foregår ved en skærm. Vi har en flextidsordning, og jeg vælger at møde ind tidligt, hvor der endnu er ro på. Det giver mig mulighed for at få fulgt op på de ting, som ligger. Roen varer lige til ved 07.30-tiden. Så ringer eller mailer kunderne, og ordreindgangen begynder. Jeg går i dialog med kunden, får regnet tilbud og sat ordren i gang. Jeg følger op på leveringen og kontakter kunden, når ordren er på vej til ham eller hende.
Ud over ordrebehandlingen står jeg også for indkøb.
Jeg ved aldrig, hvad dagen vil bringe. Min hverdag er afvekslende. Jeg lever mine dage i en sund travlhed. Pludselig er der fyraften. Jeg stortrives med dette.
Uddannet ingeniør
Jeg er uddannet ingeniør inden for design og udvikling. Og jeg blev ansat til at tegne trapper og altaner. Da vi holdt op med at producere disse, blev jeg uddannet til at programmere maskinerne – også så jeg kunne afløse i ferier og lign.
I dag er jeg med i det team, som klarer ordrebehandlingen. Jeg bruger ikke min uddannelse specifikt, men nyder godt af de generelle styrker, som ingeniøruddannelsen giver – det med at arbejde struktureret, have en teknisk forståelse for udfordringerne og vide noget om de forskellige materialers egenskaber.
Der er jo ingen officiel uddannelse i ordrebehandling i en stål- og metalvirksomhed. Vi supplerer hinanden her på kontoret – og deler opgaverne efter hinandens kompetencer.
Hvis du skal blive en del af vores hold, kræver det nok, at du kan trives med en uformel tone. Det har vi imellem os. Der bliver hygget og pjattet. Vi har det godt.
At jeg stadig er her efter 12 år, taler for sig selv. Der sker noget hele tiden. Virksomheden udvikler sig. Og hvis du vil mærke, om Alusteel er noget for dig, så kan jeg kun opfordre dig til at komme og se, hvad det er for en virksomhed, du kan blive en del af.
”Jeg ved aldrig, hvad dagen vil bringe. Min hverdag er afvekslende. Jeg lever mine dage i en sund travlhed. Pludselig er der fyraften. Jeg stortrives med dette.”
Mads G. Pallesen
Pladebearbejdning